Undervisning

ff-5-protagonist-dpi1004

Frederiksberg Filmværksted har mange tilbud til filminteresserede børn og unge i alderen 9-19 år, der kunne tænkte sig at lave deres egne film. Filmværkstedet bruger filmmediet til at skabe fælles oplevelser og personlig udvikling hos børn og unge.

Frederiksberg Filmværksted har flere hold fordelt efter klassetrin, henholdsvis: 3.-4. klasse, 5.-7. klasse, og 8. klasse og opefter. Der er to timers ugentlig fast undervisning for hvert hold, som ligger indenfor tidsrummet 15.10-19.40 på enten en mandag, tirsdag, onsdag eller torsdag. Hvis man gerne vil være fast deltager på Frederiksberg Filmværksteds fritidshold, så er der detaljerede oplysninger og tilmelding på frederiksbergmusikogkulturskole.dk.

Sæson 2023/2024 starter snart, og der er stadig pladser ledige på flere hold. Tilmeldingen kan findes via dette link

Udover at varetage undervisningen på eftermiddags- og aftenholdene er vi også involverede i “Åben Skole” samarbejde med folkeskolerne på Frederiksberg, hvor vi tilbyder et-dags workshops for 6.-9. klasser med fokus på praktisk filmproduktion.

Vores formål er

  • At give børn og unge en bredere og dybere forståelse for film og medieprodukter, således at de bliver bedre klædt på til at agere i en verden, hvor disse produkter spiller en stadig mere omfattende og vigtig rolle.
  • At hjælpe unge filmentusiaster med at styrke deres praktiske evner indenfor filmproduktion, og være med til at udvikle nye unge talenter.

Vores fokusområder er

  • Kreativitet: Vi sætter fokus på kreativiteten og på den skabende rejse fra den første grundlæggende idé til det færdige produkt.
  • Faglighed: Undervisningen tager udgangspunkt i det håndværk det er at lave film, og det er vigtig for os at give eleverne de nødvendige faglige kompetencer, det kræver for at arbejde seriøst med praktisk filmproduktion.
  • Begejstring: Med afsæt i elevernes egen begejstring for filmmediet skaber vi de fælles rammer, hvor filmentusiaster kan dyrke deres interesse.
  • Samarbejde: Film er et komplekst medie, som kræver at alle elementer arbejder sammen for at opnå et optimalt resultat. Igennem filmproduktion styrker eleverne deres egne evner til at samarbejde.
  • Udvikling: Filmværkstedets aktivitet bidrager til elevernes faglige og personlige udvikling. Indlæring og udvikling går side om side i den kreative proces.

Undervisere:

Thomas Nielsen

Thomas Nielsen, leder og underviser

Thomas er uddannet cand. mag. i Filmvidenskab fra Københavns Universitet – og har tidligere arbejdet som instruktør og producer på en række musikvideoer og tv-reklamer. Han har lige siden Frederiksberg Filmværksteds begyndelse for over ti år siden fungeret som leder og fast underviser på både fritidshold og skoleforløb. Selvom han ikke har nogen decideret yndlingsgenre, så bliver han næsten altid ekstra begejstret for film og tv-serier, som har startet livet som en tegneserie.

Christoffer Fischer, underviser

Christoffer er kandidat i Film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og læser netop nu Manuskriptudvikling på Syddansk Universitet. Både på studiet og i sin fritid skriver han på sine egne film- og serieprojekter, mens han også har nogle freelance-opgaver som producerassistent i filmbranchen. Han prøver at se stort set alle slags film, men har en svaghed for thrillere og underspillede komedier.

Oona Olivia O’Hagan, underviser

Oona arbejder som indspilningsleder og er for nyligt begyndt at instruere. Udover at stå på set bruger hun tiden på at tegne, fotografere og spille brætspil – og ser selvfølgelig også en masse film. Hun har mange favoritter, men har en særlig forkærlighed for sci-fi thrillers, David Lynch og Asian cinema.

Magnus Lund Nielsen, underviser

Magnus er uddannet fra filmskolen Multiplatform Storytelling and Production. Udover at undervise på Frederiksberg Filmværksted arbejder han som produktionsleder i et dokumentarselskab og på sine egne kortfilmsprojekter som instruktør. Desuden holder han af at løbe lange ture i skoven og har et blødt punkt for science fiction – særligt Blade Runner fra 1982.

David Zinck, gæsteunderviser

David er studerende ved Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet. Han producerer kortfilm i sin fritid og væggene i hans lejlighed er plastret til med filmplakater. Han har en svaghed for gamle franske film, og alt som hans navnebror David Fincher har instrueret. Han er typen, der ikke har én yndlingsfilm – men hvis han skulle vælge, så var det Les Quatre Cents Coups, endnu en gammel fransk film.